Du har vel heller ikke lyst til at få ubudne gæster i dit hjem?

Beskyt dig mod virus, orme, spam og misbrug på din pc

Brug et antivirusprogram
Første skridt på vejen til en sikker computer er at anskaffe et antivirusprogram. Et antivirusprogram holder hele tiden øje med de filer, du åbner, og de e-mails, du modtager. Når først du har installeret dit antivirusprogram, passer det sig selv. Du skal blot huske at slå automatisk opdatering til.

Spywarefjernere med skjold
Mange computere huser små programmer, der virker som spioner. Mange sladrer blot om, hvor du færdes på nettet, mens andre er mere lumske og sender dine passwords og andre personlige oplysninger til skaberen af spionprogrammet. Spionerne er i de fleste tilfælde til at smide på porten. Det meste antispyware kan - ud over at fjerne spyware - også holde nye spioner ude med et indbygget skjold, der låser døren for kendte spioner. Det er en god vane at lade antispyware gennemtrawle din computer jævnligt samt at aktivere skjoldet.

Benyt en firewall
En firewall er - som din yderdør - det yderste værn mod ubudne gæster. Den lukker de data ind og ud, som har et lovligt ærinde. Det mest almindelige til private er en såkaldt personlig firewall, som er et program, som ligger på din computer. Hvis du er så uheldig, at dit antivirusprogram har overset en trojansk hest eller en orm, kan din firewall sørge for, at det ondsindede program ikke kan "ringe hjem" eller sprede sig til andre maskiner.

Opdater dine programmer
Hackere forsøger hele tiden at finde huller i den software, som findes på verdens computere. Det er ikke sikkert, at en hacker nogensinde forsøger at trænge ind på din pc. Men det er bedre at være sikret. Hackerne forsøger at få adgang til personlige oplysninger som kontooplysninger og passwords. Heldigvis sidder programmører klar til at lukke sikkerhedshuller i programmerne. Derfor skal du sørge for at opdatere programmerne. De fleste programmer kan i dag indstilles til automatisk opdatering uanset, om du bruger Windows, Mac eller Linux. Det er smart, for på den måde bliver sprækkerne lukket, så snart de opstår. Bruger du Windows, kan du besøge http://www.windowsupdate.com/. Bruger du Linux eller Mac kan du opdatere dit styresystem direkte fra programmerne på din pc.

 

 

Microsoft 365 security

Microsoft 365 security

Powered by wpsnet.com -  Menu design based on CC-BY: html5up.net