Du husker vel også at låse døren, når du går hjemmefra?
Tjek, at du ikke inviterer ubudne gæster ind på din pc
I dagligdagen omgås vi hjemmevant mange redskaber, der kan være farlige, men vi tager de forholdsregler, der er nødvendige. Knive skal håndteres med omhu, og vi rejser ikke fra en ulåst dør osv. Men når det gælder internettet, har vi sværere ved at gennemskue, hvordan man undgår ubehagelige overraskelser. Heldigvis kan du med få enkle råd i baghovedet styre dig og din computer uden om de værste problemer.
Slyngler i forklædning
Fremmede, der uopfordret kontakter dig via e-mail, har ikke altid rent mel i posen. Ser en e-mail mistænkelig ud, så slet den. Det gælder for eksempel, hvis tante Oda pludselig sender en e-mail på engelsk, eller hvis en e-mail fra svigermor har emnet: I love you. Den slags indeholder med stor sandsynlighed virus eller orm. Slet hellere den mistænkelige e-mail uåbnet. Og lad altid dit antivirusprogram tjekke dine e-mails.
Banditter og spioner
Adware er programmer, der sladrer om hvilke sider, du besøger. Det er oplysninger, der kan bruges til at sende dig målrettede og påtrængende reklamer. Desværre findes der blandt de uønskede annoncesider også det mere farlige spyware, der kan opsnappe dine passwords og personlige oplysninger.
Pas på dit trådløse netværk
Trådløst netværk betyder, at data sendes og modtages gennem luften. Det gør det nemt for hackere at opsnappe oplysninger. De kan også opsnappe og misbruge din adgang til nettet. At man kan opsnappe det du sender trådløst, undgår du ikke, men du kan kryptere det, så ingen kan bruge dem til noget. Det står i manualen til dit trådløse udstyr, hvordan du gør.
Phishere fisker efter dine hemmeligheder
Phishere er udspekulerede svindlere i forklædning. De sender f.eks. en e-mail eller pop-up besked til din computer. Afsenderen er tilsyneladende din bank, internetudbyder eller lignende. I beskeden står der måske, at du skal opdatere eller bekræfte dine kontoinformationer. Hvis du klikker på linket i beskeden, kommer du til et websted, der kan være en tro kopi af et legalt websted. I virkeligheden er det en omhyggelig forfalskning. Når du så indtaster dine oplysninger, sendes de direkte til skurken.
Du kan undgå phishing ved:
- at lade være med at bruge links fra e-mails, især hvis der spørges til kontonummer eller lignende
- at spørge dig selv: Har jeg oplyst min e-mail-adresse til afsenderen? Hvis ikke, så slet beskeden
- at sikre dig, at forbindelen til webstedet er krypteret. Seriøse websteder, der indeholder fortrolige oplysninger, har en lukket hængelås nederst i browseren. Dobbeltklik på denne og se, hvem der ejer websiden